Cookie Consent by FreePrivacyPolicy.com Ragdoll racens historie - Ragdollklubben Danmark

Ragdoll kattens historie

Ragdoll katten har en kort historie sammenlignet med andre katteracer. Historien går tilbage til 60'erne. Ragdoll racen har været meget igennem, men trods dette er racen blevet en af de mest populære katteracer.

Racens oprindelse

Ann Baker var opdrætter i Riverside, Californien. I sit katteri opdrættede hun oprindeligt balinesere og persere. Fra omkring 1963 arbejdede Ann Baker på at udvikle en ny katterace. For at udvikle den nye race, lånte hun af sine naboer Familien Pennels, en hankat Beauty, der lignede en Hellig Birma, som blev parret med hendes hvide angorakat Josephine. Ud af denne parring kom en killing, som blev navngivet Daddy Warbucks, født i 1964. Han er opført som seal mitted ragdoll (RAG n 04).

 

Ann Baker bekræftede senere, at Daddy Warbucks far Beauty var af ukendt oprindelse og ikke stambogført. Det gør det vanskeligt at gå videre ind i racens historie inden den tid. Josephine blev senere parret af Daddy Warbucks, og af denne parring blev Fugianna født. Fugianna var den første bicolour ragdoll. Ann Baker parrede herefter Josephine med Pennels huskat Blackie og fik Buckwheat.   

 

 

Josephine, Daddy Warbucks, Fugianna og Buckwheat var ikke ragdolls på det tidspunkt, men de dannede grundlaget for den nye ragdoll race. Der høres ikke mere om Josephine herefter, men hendes efterkommere spillede den afgørende rolle i udviklingen af ragdoll racen.

Fordi killingerne var afslappede i hendes arme, mindede de Ann Baker om de meget populære amerikanske kludedukker Raggedy Ann og Raggedy Andy. Derfor navngav hun den nye race Ragdoll. Hun valgte navnet Raggedy Ann til sit katteri. I 1966 blev Daddy Warbucks, Fugianna, Kyoto og Tiki (killinger fra Daddy Warbucks og Buckwheat) registreret som de første ragdolls.

Fra 1964 til 1969 solgte Ann Baker ikke ragdolls. Hun beholdt dem alle i sit eget opdræt.

Ann Bakers teorier om avl

Fra starten troede Ann Baker, at hun var nødt til at udvikle en teori for at begrænse indavl og gøre genpuljen så stor som muligt. Derfor udviklede hun teorien om den lyse side og den mørk side. Dette havde intet at gøre med kattenes farver.

Ann hævdede, at katte fra den "lyse side" havde lidt længere næse og større skarpe ører, lige som en balineser (der er siamesernes langhårede fætter). Ifølge hende var disse katte skønne kæledyr med et lidt bedre temperament end katte fra den ”mørke side”. Katte fra den ”mørke side” synes at have været noget i retning af en Himalaya-kat (krydsning mellem siameser og en perser) Himalaya katten har et bredere hoved, mindre ører og en robust krop. For at få det perfekte ragdoll look, hævdede Ann Baker, at man skulle opdrætte med en kat fra den "lyse side" og en kat fra den "mørke side".

Ann Bakers kamp for kontrol med racen

Gruppen af ragdoll opdrættere voksede, og flere af dem ønskede at få anerkendt ragdoll racen i forskellige forbund og få mulighed for at deltage på udstillinger.

Ann Baker hævdede, at ragdoll katten ikke var en kat, der hører hjemme på show. Ann Baker havde navngivet varianterne blacklegged (colourpoint), whitelegged (bicolour) og mitted. Hun troede, at kun den mittede ragdoll ville fortsætte med at eksistere, og at de andre mønstre ville forsvinde efter 7 generationer. Som et resultat af denne påstand var der kun en standard for den mittede ragdoll. Opdrætterne kunne dog konstatere, at de andre mønstre stadig eksisterede efter 8. generation. Hvis de øvrige mønstre skulle anerkendes, så havde de derfor brug for standarder for disse mønstre.

Ann Baker var særdeles restriktiv med hensyn til avl, når hun solgte sine killinger til andre opdrættere, og hun forbød sine købere at parre deres katte, medmindre de havde en licens, som gjorde, at hendes avlsplaner blev fulgt. Uenighederne voksede mellem Ann Baker og de øvrige opdrættere. Ann Baker mente, at kun hun skulle kunne beslutte, hvad fremtiden for ragdoll racen skulle være, fordi hun udviklede racen.

Det kom til det punkt, hvor mange opdrættere havde fået nok. De forenede sig for at få ragdoll racen anerkendt i alle forbund og i de 3 mønstre.

Denny Dayton, som sammen med sin kone Laura havde opdrættet Blossom-Time, var én af foregangsmændene, og han inviterede alle ragdoll opdrættere til sætte sig sammen og diskutere ideer. En advokat blev hyret for at sikre, at aftalerne blev dokumenteret på lovlig vis. Omkostningerne blev delt mellem de 7 opdrættere ($ 150 pr. person). På denne måde ville de forsøge at undgå fremtidige problemer og fortsætte med at opdrætte deres elskede ragdolls på mere lempelige kår. Ann Baker blev også inviteret til mødet, men hun svarede ikke på invitationen.

 

                         Denny og Laura Dayton 

I 1975 blev den første ragdoll klub "Ragdoll Society" (nu Ragdoll Fanciers Club herefter benævnt RFC) oprettet. Formålet med ”Ragdoll Society” var at få de 3 mønstre anerkendt i alle forbund, at udveksle ideer om genetik, markedsføring og at drøfte andre emner i forhold til udviklingen af ragdoll racen. Derudover ønskede man også at udgive et magasin med information til ragdoll ejere.

I forbindelse med udarbejdelsen af standarderne til show, blev navnene colourpoint, bicolour og mitted valgt. Ragdoll Society udarbejdede to nye racestandarder for colourpoint og bicolour for at få dem anerkendt. Ann Baker var meget imod dette. Jo mere Ann Baker mistede kontrollen over ragdoll racen, desto hårdere blev hendes kamp mod RFC og Daytons. Det resulterede i, at hun anlagde flere retssager.

I 80'erne var tiden inde til at få ragdoll racen anerkendt i det største forbund CFA (The Cat Fanciers Association). Forbundet var i første omgang imod anerkendelsen. Derfor måtte så mange ragdoll opdrættere som muligt blive medlemmer af CFA. Denny Dayton måtte derudover sørge for, at racestandarden var klar, at der var genetisk information, og at alle opdrættere ville underskrive standarden.

Derefter måtte opdrætterne bag Ragdoll Society møde op med ragdolls i de 3 forskellige mønstre. Opdrættere blev fløjet ind, og de skulle tale med mange mennesker om ragdoll over en hel weekend. Til trods for alt dette blev racen ikke anerkendt i første omgang. Det tog derefter yderligere 12 år, før der blev gjort endnu et forsøg, og anerkendelsen af racen kom. Derefter indtog ragdoll sin position som en anerkendt race inden for CFA i farverne seal (brun), blå, chokolade og lilla og i de 3 mønstre colourpoint, mitted og bicolour.

Ragdollen kommer til Europa

Pat Brownsell var opdrætter af siamesere og var den første til at importere Maine Coon katte til England. Hun havde læst en artikel om den nye katterace ragdoll. I 1980 viste hun artiklen til sin ven Lulu Rowley og sammen lavede de hurtigt planer om at købe ragdolls.

I starten var det meget vanskeligt for dem at komme i kontakt med amerikanske opdrættere. Til sidst kom de i kontakt med Denny og Laura Dayton fra Blossom-Time. Daytons gav dem informationer om racen, et genetisk kort og en bog skrevet af Laura Dayton, "The Lovable Ragdoll".

Blossom-Time Lad (seal colourpoint) og Blossom-Time Lass gik til katteriet Petil-Lu ejet af Lulu Rowley. Ragdolls skulle dengang være i karantæne i 6 måneder. Mens de stadig var i karantæne fødte Lass 3 killinger.

Lulu Rowley besluttede at vise sine ragdolls frem i London. BBC viste en halv times udsendelse om de første ragdolls, og snart kunne Lulu ikke længere imødekomme efterspørgslen. 6 ragdolls mere blev fløjet ind. Herunder Blossom Time Prim og Blossom Time Proper, som kom til Pat Brownsells katteri Patriarca. Mange nutidige ragdolls har stadig Patriarca i deres linjer. Racen blev hurtigt populær og flere ragdolls blev importeret til England og resten af Europa.

Anerkendelse af ragdoll racen i Fifé

I 1991 blev de første bicolour ragdolls anerkendt inden for Fife i de traditionelle farver seal, blå, chokolade og lilla.

Colourpointvarianten blev anerkendt i 1997 og den mittede variant i 1999. Først i 2005 blev tabby mønsteret og farverne rød, creme og tortie anerkendt i Fife. I 2010 besluttede Fife at se ragdoll racen som en himalaya masket race, hvilket betød, at Solid, Mink og Sepia Ragdolls ikke blev anerkendt. Den sidste ændring i racestandarden skete i 2011.

Ragdollen kommer til Danmark

De første ragdolls kom til Danmark omkring august/september 1995. De første ragdolls i Danmark var to blå colorpoints ved navn McFly Blue Heaven og Blue Blazer of Wheatcrest.

Det første ragdoll opdræt i Danmark blev startet af Lita Lorenten, hvis opdræt hed Bounty. Hun importerede McFly Blue Heaven. Blue Blazer of Wheatcrest blev importeret af HB Cattery – et andet af de allerførste danske opdræt af ragdolls.

I 1998 købte Dorthe Seierø, som i dag er formand for Ragdollklubben Danmark sin første avlskat hos HB Cattery, som var ét af de første ragdoll opdræt i Danmark. Katten hed HB Cattery Blue Aqua og var blå mitted. Blå mitted blev først godkendt i Fife i 1999. HB Cattery’s Blue Aqua var med på udstilling og blev starten på Seierø’s udstillingskarriere. Blue Aqua nåede desværre ikke at indgå i avl, men blev hurtigt erstattet af McFly Cover Girl, en blå bicolour ragdoll,  som blev starten til Seierø’s opdræt. Hun blev parret med Blue Blazer of Wheatcrest. Deres afkom kom med på udstilling, som for alvor havde fået Dorthe Seierøs store interesse. I 1999 fik Dorthe Seierø kontakt til Pat Brownsell, som nu havde etableret sit opdræt Patriarca i Spanien. Pat Brownsell blev mentor for Seierø’s, og Dorthe indkøbte flere katte fra Patriarca. Blandt de indkøbte katte var bla. Patriarca Gucci,  og de første tortie og Lynx (tabby) ragdolls i Danmark (2001). Det var før de blev godkendt i Fife. Derefter startede et kæmpe avlsarbejde med rød, creme samt tortie med godkendelse for øje. Der kom et godt og solidt samarbejde imellem de europæiske lande (Fife), og i 2004 var det muligt at samle 50 katte i de ”nye” farver til et godkendelsesshow, som blev afholdt i Holland. Dommerne var imponerede over det flotte avlsarbejde, der var udført og rød, creme samt tortie (udledt fra rød og creme) og lynx (tabby) blev nu godkendt med virkning fra 1. januar 2005.

I 2003 fik Seierø’s skrevet historie, da WW03 Seierø’s Jackie Chan (blå colourpoint), som den første colourpoint ragdoll blev Verdensvinder på Fife World Show i Bella Centret i København. Inden da havde kun tre andre ragdolls høstet et verdensvindertitel - nemlig: 

WW94 Raggy’s Chayene of Ciara seal bicolour (hun) i 1994 afholdt i Italien

WW01 Purr-Fect Dream Angel  seal bicolour( hun)  i 2001 afholdt i Tyskland  

WW02 Shyshaman’s For Pamir, seal bicolour (han) I 2002 afholdt I Finland

Dorthe Seierø fortæller om racens tidlige start i Danmark:

”Det var en stor anerkendelse for mit avlsarbejde at få en verdensvinder. Så jeg fortsatte med at forfølge mine mål, og det var nok en meget god ide, da jeg fik endnu en Verdens Vinder i 2005 Seierø’s Tiara , blå colourpoint  (Jackie Chan’s datter) og igen med hans barnebarn Seierø’s Love Lily (brun bicolour)  i 2015.  Tiden som ragdoll opdrætter har været spændende og lærerig, men der har også været mange bump på vejen.  Da jeg startede i 1998, efter vores gamle huskat var gået bort, og vi ønskede os en stor, social og kærlig kat, var racen endnu ukendt i Danmark. Der var ganske få ragdoll opdrættere. Men jeg var ikke i tvivl, da jeg fik min første ragdoll.  Jeg har aldrig fortrudt mit valg om at være ragdoll opdrætter på trods af, at der i starten var en del konflikter imellem de få opdrættere, der var i Danmark. Jeg søgte ud af landet og fandt mange dygtige og skønne opdrættere, som jeg stadigvæk den dag i dag har kontakt til.  Jeg ofte stod alene i udstillingshallerne, og mange dommere havde ikke helt styr på ragdoll standarden, men vi klarede det, og jeg elsker stadigvæk at komme på udstilling med mine katte.  Vi fik desværre også en del katte på verdens plan i starten af 2000 med HCM og PKD problemer, men takket en stor indsats kom der rimelig hurtigt en DNA test på banen, og der er i Danmark meget få ragdolls med HCM og PKD i dag”.

I perioden 1999-2001 var der ca. 6 opdrættere i Danmark

I 2001-2002 arbejdede man på at oprette en Specialklub for ragdolls, desværre kunne opdrætterne i bestyrelsen ikke arbejde sammen, og derfor den lukket ned, før den var kommet rigtigt i gang.

Den 20.08.2011 blev  den nuværende specialklub for ragdoll racen Ragdollklubben Danmark stiftet.

Ragdollen er i dag en yderst populær racekat i Danmark. Med 373 stamtavler på ragdolls trukket hos Felis, Danica er ragdolls den race i kategori 1, hvor der er trukket flest stamtavler i 2022

Der er i 2023 ca. 33 opdrættere i Danmark (medlemmer af Ragdollklubben Danmark). Der er tale om små, stueopdræt, der har nogle få kuld om året. Derfor er der stor rift om ragdoll killingerne.