Cookie Consent by FreePrivacyPolicy.com Derfor skal du købe kat med stamtavle - Ragdollklubben Danmark

Derfor skal du købe en ragdoll kat med stamtavle

 

Har man først forelsket sig i en bestemt race, anbefaler Ragdollklubben Danmark til enhver tid, at du køber en kat med stamtavle hos en registreret opdrætter i et forbund tilsluttet WCC (World Cat Congress). Det kan være forbund som FIFe, Tica, CFA, GCCF m.m. Opdrættere af disse individuelle forbund skal overholde forbundets regler. Da Ragdollklubben Danmark er en specialklub under Felis Danica, som hører under FiFé, er klubbens medlemmer alle registreret i Fife.

Stamtavlen er din garanti 

Stamtavlen er din garanti for, at katten er opdrættet under specifikke avls- og registreringsregler, og at der findes dokumentation på minimum de sidste 4 generationer bag katten. I en ung race som ragdoll katten er genpuljen lille. Derfor er det vigtigt, at opdrætteren aktivt bruger kendskabet til de bagvedliggende katte i stamtavlen for at sikre, at indavlen ikke bliver for stor.

Ved køb af en kat uden stamtavle, har du ingen garanti for, om katten er raceren og dermed heller ingen garanti for, at den vil udvikle sig racetypisk i forhold til udseende og temperament. Mange køber ragdolls på grund af racens særlige udseende, den overkommelige pelspleje og ikke mindst temperament. Vælger du at købe uden stamtavle, har du ingen garanti for, at du får disse egenskaber hos din kat. Du køber altså katten i sækken.

Det er ikke stamtavlen, der koster

- du betaler for dyrlægeudgifter og ordentlige forhold for avlskatte og killinger

En stamtavle koster kun 275 kroner, så det ikke stamtavlen, der gør en stambogsført kat dyrere.

Opdrætterne gør en stor indsats og betaler dyrt for at finde gode avlsdyr, teste for arvelige sygdomme og skal overholde avls- og registreringsregler, herunder også regler om under, hvilke forhold kattene holdes.

En ragdoll med stamtavle er ikke dyr, hvis man ser på helheden. Opdrætteren sørger for, at din killing får en god start på livet. Den har været forbi dyrelægen flere gange, hvor den er blevet sundhedschecket,  vaccineret, chippet, behandlet for orm, kontrolleret for fejl og mangler og neutraliseret. Afhængig af hvor i landet dyrelægens klinik ligger, kan disse omkostninger variere. Dertil kommer mindst 3 måneders forbrug af mad, grus, evt supplerende modermælkserstatning, samt anskaffelsesudgifter og løbende udgifter til avlskattene. Opdrættere gør et stort stykke arbejde for at give kattene så gode vækst- og livsbetingelser som muligt. Kattene er en fast del af familien døgnet rundet, og de får tryghed, omsorg, opmærksomhed samt kærlighed og pleje.

Ved køb af en kat uden stamtavle skal man ofte selv til dyrelægen med den og få den vaccineret, chippet, neutraliseret osv. Disse udgifter sammenlagt med købsprisen bliver ofte højere end udgifterne ved at købe en kat med stamtavle.

Købeloven gælder ved køb hos registreret opdrætter

Ved køb af en stambogsført kat hos en registreret opdrætter medfølger der en købskontrakt og en pasningsvejledning. Registrerede opdrættere er underlagt købeloven, dvs. at der er 2 års reklamationsret på katten, såfremt den er købt som kælekat. Skulle der opstå problemer med katten, anbefaler vi, at man tager kontakt til opdrætteren. De fleste opdrættere er villige til at hjælpe og står til rådighed med råd og vejledning hele kattens levetid.