Opdrætter Kodex

Ragdollklubben er for alle som interessere sig for ragdoll.

Menu
K
P

Opdrætterkodeks Ragdoll Klubben Danmark

Opdrættere og medlemmer af Ragdoll Klubben Danmark arbejder mod følgende fælles mål:

 

Standpunkter

Jeg arbejder for, at Ragdoll katten skal være en himalayamasket og blåøjet katterace.

Jeg arbejder for, at der i mit opdræt af ragdoll katten ud over fokus på racens udseende også lægges vægt på en god sundhedstilstand samt et stabilt og pålideligt temperament.

Avlskendskab, sundhed og etik

Jeg sætter mig godt ind i standarden og anvender den som et aktivt værktøj i mit avlsarbejde.

Jeg arbejder for at fremme kendskabet til racen og har et mål med mit avlsarbejde.

Jeg betræber mig på at bibeholde genetisk bredde i ragdoll racen, og jeg ved, at jeg kan anvende stamtavler og stamtavleprogrammer som et hjælpemiddel i dette arbejde.

Jeg har sat mig godt ind i Ragdoll Klubbens sundhedsprogram – især hvad angår test af avlsdyr.

Ved valg af avlsdyr vælger jeg katte med et godt helbred og fri for kendte og arvelige sygdomme og defekter. Hvis jeg opdager et arveligt problem hos mine avlskatte, informerer jeg tidligere købere af avlskatte, og hvis det anses for nødvendigt også tidligere købere af kælekatte og ejere af forældredyr.

Jeg parrer ikke hunkatte, som ikke er i kondition til at gennemgå drægtighed og heller ikke hunkatte, som ikke har den nødvendige fysiske og psykiske modenhed.

Jeg følger Felis Danica regler om, at en hunkat aldrig må få mere en 3 kuld inden for en periode på 24 måneder. (Se. evt. Felis Danicas regler på felisdanica.dk) 

Jeg giver mine avlsdyr den nødvendige hvile mellem parringerne.

Jeg sælger udelukkende katte, som er registrerede og stambogførte hos en anerkendt stambogførende organisation, og stamtavlen følger altid med ved videreformidling af kattene. Hvis stamtavlen ikke er modtaget i salgsøjeblikket, så får opdrætteren en skriftlig bekræftigelse fra stambogsføreren på, at stamtavlen ER søgt til de nye ejere.

Jeg lader altid mine katte dyrlægebehandle ved sygdom eller skade, som kræver dyrlægetilsyn.

Jeg lader ikke mine katte leve i bur. Kattene opholder sig udelukkende i bure ved transport og lignende omstændigheder.

Ved salg af killinger gør jeg altid mit bedste for at placere killingen i et godt og blivende hjem og informerer køberen om, hvordan han/hun skal tage vare på killingen.

Jeg lader aldrig en killing forlade sin mor, før den er 12 uger gammel (jvf. justitsministeriets bekendtgørelse 15 november 2009) og henstiller til at den vejer mindst et kilo, inden den forlader hjemmet.

Killinger fra mit opdræt er dyrlægecheckede, vaccinerede og er så vidt det er mig bekendt fri for smitsomme sygdomme, når den flytter til sit nye hjem.

Jeg annoncerer korrekt og faktuelt både mundtligt og skriftligt.

Jeg benytter altid skriftlige kontrakter og kvitteringer ved alle aftaler og transaktioner om overdragelser af killinger og katte for at forebygge misforståelser og uenigheder.

Jeg sørger for, at mine katte har god plads til daglig aktivitet og motion og sørger for, at de får tilstrækkelig hvile.

Jeg sørger for, at mine kattes opholdsrum både inde og ude bliver regelmæssigt rengjorte. Det samme gælder kattebakker og madskåle.

Jeg fodrer mine katte med kvalitetsfoder og lader altid kattene have adgang til frisk vand.

Jeg holder mine fertile katte som indekatte og lader dem udelukkende gå ude under opsyn eller i indhegnede uderum, hvor jeg ved, at de ikke kan komme til skade.

Jeg står altid til rådighed for mine killingekøbere, hvad angår råd og vejledning.

Jeg er en god taber og en ydmyg vinder, som har fokus på, at sunde og glade katte er langt vigtigere end titler og rosetter.