På Fife World Show 2013

Den 26.-27. oktober 2013 blev Fifes World Show afholdt i Gigantium i Ålborg. Over 1600 racekatte og deres ejere fra hele verden var i denne weekend samlet til ”VM i kat”. En fantastisk event arrangeret af Felis Danica og frivillige fra de 4 danske hovedklubber.

Prøv noget nyt!!!

DK Rags of Silk er et lille familiekatteri i Silkeborg bestående af Jesper, Mette, 3 børn og 6 ragdoll katte. Vi har udstillet i ca. 4 år og har haft stamnavn snart 3 år. Udviklingen fra at være en ganske almindelig kælekatsfamilie til at være ejere af et ragdollkatteri  har været en rejse fyldt med ny viden, nye erfaringer og oplevelser. Deltagelse i Word Show 2013 skulle blive endnu en ny erfaring og en kæmpeoplevelse for os.

At deltage eller ikke deltage…

Da vi tilmeldte os, var det med meget ydmygt sind. Vi overvejede længe, om vi bare skulle være tilskuere, men til sidst valgte vi at deltage med Alix, som er en ragdollhun på 2 år fra vores allerførste kuld. Vi havde ingen forventninger om, at hun ville kunne klare sig i konkurrencen mod verdens bedste katte, men vi synes, at det var sjovere at opleve udstillingen indefra, og når det skulle være, skulle det være med ét af vores egne afkom.

Hyggeligt samvær og hjælpsomhed

Allerede fredag aften kunne vi begynde at tage forskud på et fantastisk katteweekend, da Dennis fra DK Collettos og Niels fra DK Flowerchild kom til Silkeborg for en overnatning. Det er efterhånden blevet kutyme, at vi i Ragdollklubben Danmark hjælper hinanden med sovepladser i forbindelse med udstillingerne, når det er muligt, og det er en rigtig hyggelig måde at mødes og udveksle erfaringer. Vi har som relativt nye i katteverdenen fået uvurderlig hjælp fra de øvrige opdrættere i form af gode råd, og så har vi det bare enormt hyggeligt sammen.

Internationalt show i størrelse stor

Lørdag morgen gik turen til Ålborg – meget tidligt. Hver gang vi starter bilen, før en hvis mand får sko på en lørdag morgen for at køre til en katteudstilling, bemærker Jesper, at man virkelig skal være entusiast, når man vælger en hobby, der kræver, at man skal tidligere op i weekenden end til hverdag, men vi gør det igen og igen. Det var vist først ved ankomsten til Gigatium omkring kl. 7, at det rigtigt gik op for os, at dette var noget helt andet end de katteudstillinger, vi plejer at komme til i idrætshaller i mindre provinsbyer. Bygningens størrelse, antallet af biler og strømmen af mennesker med kattetransportkasser talende alverdens sprog, fik det pludselig til at gå op for os, at her skulle ske noget helt særligt.

Dannebrog skal med næste gang

Logistikken var i top. Indcheck og dyrlægecheck gik forbløffende hurtigt. Efter kun 10 minutter var vi i den enorme hal, der var pyntet så flot med hvidmalede træer med krystaller, sølvsnefnug og hvide blomster. Deltagerne var ved at stille op, og det vrimlede med flag og kostumer i nationale farver. Det gik her op for os, at vi slet havde tænkt på at markere os som danskere. Det er skrevet på huskelisten til næste World Show.

Ragdoll charmeoffensiv

Vi fik hurtigt Alix installeret i hendes bur og gik derefter i gang med at indrette Ragdollklubben Danmarks stand med bannere, fotos og brochurer, så vi kunne være klar til at modtage de mange besøgende og fortælle dem om ragdoll racen. Standen blev rigtig flot. Marija fra DK Collettos havde lavet et flot blomsterarrangement og hjemmelavede bolcher i lange baner til standen. Men det bedste trækplaster blev de 5 godmodige ragdolldrenge, der på skift tog en tørn på standen og lagde krop til nus og kæl og beundrende kommentarer. De besøgende blev tiltrukket som magneter, når de så de dejlige ragdolls ligge og slange sig på bordet, og det gav anledning til mange gode snakke, og mon ikke en del af de over 10.000 besøgende på World Show går rundt med drømmen om en ragdollkilling i hjertet efter besøget.

Nye bekendtskaber fra hele verden

Da bedømmelserne startede, gik det for alvor op for os, at dette var et kæmpeshow. Der var så mange dommere i gang på samme tid, at det var svært at følge med i, hvornår de andre ragdolls var oppe, så vi fik kun hørt ganske få bedømmelser. Til gengæld bød dagen på mange hyggelige og spændende møder med udenlandske udstillere. Vi er til dagligt i kontakt med rigtigt mange ragdollopdrættere i hele verden via Facebook. Nu var det pludselig muligt at mødes og tale sammen, og det kom der nogle dejlige oplevelser ud af.  Alix var først til bedømmelse hos dommer Anne Veland fra Norge sidst på dagen. Til trods for, at Alix ikke var i det bedste humør, fik hun sit certifikat (CACS), hvilket vi var overraskede og glade for, da hun var oppe mod en meget smuk brun bicolour ragdoll hun fra Seierø’s ragdolls ejet af en hollandsk udstiller. Alix tabte dog nomineringen til en smuk skovkat. Da bedømmelserne og nomineringerne var gennemført, kunne vi konstatere, at 5 ragdolls var blevet nomineret til Best in Show dagen efter. Desværre kom ingen af de danske ragdolls på scenen, men mange kom hjem med deres certifikater, så der var alligevel feststemning i den danske ragdolllejr.

World Show er en kæmpeoplevelse

Søndag morgen kl. 9 var vi alle tilbage i Ålborg, og kattene var klar i deres bure igen.  Formiddagen gik med at følge med i Best in Show, handel på de mange stande og pasning af Ragdollklubbens Stand. Vi var også rundt til alle ragdolludstillere og invitere dem til et lille arrangement på Ragdollklubbens Stand. Sammenkomsten blev en stor succes. Udstillere fra Danmark, Sverige, Norge, Finland, Norge og Holland mødtes til et glas Asti og Niels fantastiske hjemmelavede kransekage. De udenlandske udstillere var rigtigt glade for at blive inviteret til at mødes på tværs, så arrangementet gav anledning til mange nye bekendtskaber og hyggelige snakke om vores elskede ragdolls. Der var desværre ingen ragdolls blandt vinderne på World Show 2013, men deltagelsen var alligevel en kæmpeoplevelse, som vi ikke ville have været foruden, og vi kan kun endnu engang takke alle ragdollvennerne for deres engagement, gode humør og hyggelige selskab.

 
There was an unknown exception: Call to undefined function eregi() in line (97) of (/modules/picturebox/view.php)